REGLER OG LOVGIVNING FOR DÆK

I Danmark er der en række lovkrav, der skal overholdes i forbindelse med dæk og hjul på din bil. Læs vores guide omkring dækregler– og lovgivning her. Så opnår du sikker og komfortabel kørsel samt formindsker risikoen for bøder.
Det er afgørende for din og dine medpassagerers sikkerhed, at du anvender de rigtige dæk og følger den gældende lovgivning på området. Det betyder ikke blot mere komfort under kørsel, men de korrekte dæk har også en markant indflydelse på sikkerheden, idet forkerte eller slidte dæk kan nedsætte bremselængden drastisk. Du kan læse mere om lovkrav til dækmønster her.

Hvad er reglerne for dækstørrelse?

Dækstørrelsen og -bredden skal passe til hjulomkredsen. Du kan altid finde informationer om dimensioner og fælge på bilens registreringsattest. Vi anbefaler, at du som bilejer anvender et autoriseret Ford værksted, når du skal have nye dæk eller tjekket de påmonterede dæk. Ved at benytte et autoriseret værksted er du sikker på, at fabrikantens krav altid følges, og du undgår problemer med både lovgivningen og sikkerheden.

Må jeg køre med forskellige dæk?

Ifølge dansk lovgivning skal du køre med fire ens dæk. Det betyder, at din bil skal monteres med enten fire sommerdæk, fire vinterdæk eller fire helårsdæk. Er dine dæk M+S mærkede er det dog tilladt at køre med både vinter- og helårsdæk, men samtlige fire dæk skal have en M+S markering. M+S markeringen tilkendegiver, at dækkene er velegnede til at køre i mudder og sne (mud & snow). Selvom reglerne for vinterdæk tillader at køre med hhv. helårs- og vinterdæk, kan det dog ikke anbefales, da både sikkerheden og komforten bliver reduceret. Ligeledes er det heller ikke ideelt at køre med dæk fra forskellige fabrikanter eller mønstre, selvom det er lovligt. Det giver nemlig en langt ringere komfort og sikkerheden forringes. Derfor anbefaler vi altid, at du holder dig til fire ens dæk, både når det gælder type, fabrikant og mønster.

Regler for vinterdæk

Det er ikke lovpligtigt at køre med vinterdæk om vinteren, men vi anbefaler alligevel kraftigt at skifte til vinterdæk, når der begynder at komme frost på vejene. Det skyldes, at de står langt bedre fast og derved giver en mere sikker kørsel for passagerer og medtrafikanter. Du kan se om dine dæk gælder som vinterdæk ved en M+S markering på siden af dækket. Læs mere om vinterdæk her.